Traumer

Sensitivitet og traumer er ikke det samme

Sensitivitet og traumer kan hænge sammen – men at være sensitiv er ikke det samme som at have været udsat for et traume.

For nogle mennesker er sensitivitet et medfødt træk. De registrerer måske flere sanseindtryk, stemninger og nuancer og bearbejder oplevelser mere dybt.

For andre kan en øget følsomhed over for omgivelserne opstå eller blive forstærket gennem belastninger, utryghed eller traumatiske erfaringer.

Nogle mennesker oplever begge dele på samme tid.

Derfor kan det være svært at se på et menneskes reaktioner og vide, hvad de skyldes.

Når erfaringer sætter sig i kroppen

Traumer påvirker ikke kun vores tanker og minder. De kan også påvirke kroppen og nervesystemet.

Når vi oplever noget overvældende eller truende, kan kroppens alarmsystem blive aktiveret. Hvis belastningen er stor eller gentagen, kan nervesystemet efterfølgende være mere tilbøjeligt til at reagere på tegn på fare.

Det kan gøre det sværere at finde ro, føle sig tryg eller være i situationer, der minder om det, man tidligere har oplevet.

Nervesystemet forsøger ikke at gøre livet svært – det forsøger at passe på os.

Efterreaktioner efter traumer

Mennesker reagerer forskelligt på traumatiske oplevelser. Nogle får kun få eller ingen længerevarende efterreaktioner, mens andre oplever, at reaktionerne påvirker hverdagen i længere tid.

Ved længerevarende eller gentagne traumatiske belastninger kan efterreaktionerne være mere omfattende og blandt andet påvirke følelsesregulering, selvopfattelse og relationer. Sundhed.dk – PTSD

En efterreaktion er ikke nødvendigvis en diagnose. Man kan have reaktioner efter belastende oplevelser uden at udvikle PTSD eller andre psykiske lidelser. Reaktionerne fortæller heller ikke i sig selv, hvad et menneske har været udsat for. Det er derfor vigtigt at se på hele mennesket og den sammenhæng, mennesket lever i.

Efterreaktioner kan fx. være

  • Genoplevelser – påtrængende minder, mareridt eller flashbacks
  • Undgåelse – at undgå steder, mennesker, samtaler eller situationer, der minder om det, man har oplevet
  • Øget alarmberedskab – at være på vagt, let blive forskrækket eller have svært ved at finde ro
  • Søvnproblemer – vanskeligheder med at falde i søvn, sove igennem eller føle sig udhvilet
  • Vanskeligheder med de eksekutive funktioner – fx koncentration, hukommelse, overblik, planlægning, igangsætning og at skifte mellem opgaver
  • Uro, irritabilitet eller vrede
  • Stærke følelsesmæssige reaktioner eller vanskeligheder med at regulere følelser
  • Følelsesmæssig afstand eller følelsesløshed – fx svært ved at mærke sig selv eller være tæt på andre
  • Øget følsomhed over for sanseindtryk – fx lyd, lys, berøring eller mange indtryk på én gang
  • Behov for kontrol, forudsigelighed og trygge rammer
  • Træthed og udmattelse
  • Vanskeligheder i relationer og fællesskaber
  • Depression 
  • Selvmedicinering
  • Svært ved at multitaske 

Mennesket før kategorisering

En traumebevidst tilgang handler om at se hele mennesket – og ikke kun traumet.

Det, der ser ud som modstand, uro, manglende motivation eller manglende deltagelse, kan have mange forskellige årsager.

  • Måske er mennesket overbelastet
  • Måske mangler der tryghed
  • Måske reagerer nervesystemet på noget, vi ikke kan se
  • Måske har mennesket brug for andre rammer

Derfor er det vigtigt ikke at reducere mennesker til diagnoser, traumer eller bestemte egenskaber.

Et menneske er mere end sit traume.
Et menneske er mere end sin sensitivitet.
Et menneske er mere end sin diagnose.

Fra kategorier til sammenhænge

Vi er blevet bedre til at forstå, at menneskers måde at fungere på ikke kan forklares med én faktor.

Biologi, nervesystem, livserfaringer, relationer, omgivelser og samfund spiller sammen.

Derfor giver det ikke altid mening at spørge:

Hvad er der galt med mennesket?

Vi må også se på:

  • Hvad har mennesket været udsat for

  • Hvad er mennesket omgivet af

  • Hvad hjælper mennesket til at føle sig trygt og kunne deltage

Rammerne som en del af løsningen

Hvis et menneske igen og igen bliver overbelastet, er løsningen ikke nødvendigvis, at mennesket skal lære at kunne rumme mere. Vi kan også ændre på de rammer, mennesket skal fungere i.

  • Mere forudsigelighed
  • Mindre støj
  • Tydeligere kommunikation
  • Trygge relationer
  • Mulighed for pauser
  • Fleksibilitet
  • Plads til forskellige måder at være og deltage på

Det, der er nødvendigt for nogle, kan være godt for alle.

Når vi skaber rammer, der tager højde for menneskelig forskellighed, behøver færre mennesker at bruge alle deres kræfter på at tilpasse sig.

Terapeutisk behandling som en del af løsningen

Nogle gange er det ikke nok at skabe mere tryghed omkring mennesket. Mennesket kan have behov for, at traumet bliver bearbejdet.

Terapeutisk behandling kan hjælpe med at mindske de gener, traumet fortsat skaber – både i kroppen, nervesystemet, følelserne og måden, man forstår sig selv og verden på.

Grundlæggende handler traumebehandling om at forebygge re- og gentraumatisering og om gradvist at skabe nye erfaringer af tryghed. Det kan også handle om at opdage og bearbejde de overbevisninger og ubevidste tanker, der er lagret i traumet – for eksempel at verden er farlig, at andre ikke er til at stole på, eller at man selv er forkert eller ikke har nogen kontrol.

Når disse mønstre bearbejdes, kan behovet for at være konstant på vagt mindskes. Nervesystemet kan gradvist lære, at det, der skete dengang, ikke nødvendigvis sker nu.

Traumet behøver ikke at definere resten af livet, når det skete får sin plads i fortiden. Målet er ikke at få mennesket til at glemme det, der er sket, men at hjælpe det til at kunne være i nutiden – uden hele tiden at være styret af fortidens fare, oplevelser og reaktionsmønstre.