Forskning viser, at mennesker med høj sensitivitet bearbejder indtryk og oplevelser på en særlig måde. Hjernen arbejder mere i dybden, hvilket betyder, at selv små detaljer og signaler kan få stor betydning. Hvor andre hurtigt registrerer indtryk og går videre, bruger den sensitive hjerne mere tid og energi på at analysere, mærke efter og skabe sammenhæng.
Den amerikanske psykolog Elaine N. Aron beskrev i 1990’erne personlighedstrækket høj sensitivitet (HSP), som forskning estimerer findes hos ca. 30 % af befolkningen. Hjernescanninger viser øget aktivitet i områder knyttet til empati, følelsesmæssig bearbejdning og sanseindtryk (Acevedo et al., 2014, 2017). Det betyder, at de lettere opfanger stemninger, små detaljer og signaler fra både mennesker og omgivelser. Denne dybe bearbejdning gør, at sensitive ofte oplever stærke og meningsfulde øjeblikke. Men samtidig kan hjernen hurtigere blive overbelastet, når mange indtryk strømmer på én gang, som ved meget støj, travlhed eller uforudsigelighed.
Forskning viser desuden, at positive følelser fremmer kreativitet, fleksibel tænkning og sociale evner. Ifølge professor i psykologi Barbara Fredricksons teori kan positive følelser over tid opbygge mentale, sociale og emotionelle ressourcer. For sensitive mennesker betyder det, at oplevelsen af meningsfuldhed og autonomi samt trygge, støttende og sanseligt berigende omgivelser kan styrke hjernens funktion og fremhæve deres naturlige styrker.
At forstå den sensitive hjerne handler derfor om at se både styrker og sårbarheder: evnen til empati, kreativitet, ansvarlighed og refleksion – men også behovet for ro, pauser og trygge rammer, hvor nervesystemet ikke konstant er på overarbejde. Når disse behov anerkendes, kan sensitivitet blive en stor ressource både for den enkelte og for fællesskabet.
Udviklingen af hjernen er sket lag for lag, hvor de nyere dele af hjernen har bygget videre på de ældre. Derfor bærer vi stadig rundt på de primitive strukturer, som har været afgørende for overlevelse gennem evolutionen.
Mens vores levevilkår har ændret sig radikalt over de seneste tusinder af år, er vores hjerner i det store hele uforandrede.
Vores hjerne er blevet til gennem millioner af års udvikling – fra de tidligste dyr til det moderne menneske. Man taler ofte om hjernen som opbygget i 3 lag:
Denne måde at forstå hjernens opbygning på blev udviklet af neurolog Paul D. MacKean (1990).
Den SANSENDE hjerne
Den sansende hjerne kaldes også Krybdyrhjernen (eller Reptilhjernen).
De tidligste former for hjerne er dateret til for ca. 500 millioner år siden. Senere udviklede krybdyrene sig. De var primært optaget af overlevelse, og derfor var deres hjerner sansende.
Krybdyrhjernen er uden for viljens kontrol. Hvad der foregår i dette lag sker ubevidst og automatisk.
Thalamus fungerer som en slags sorteringscentral, hvortil alle sansninger fra de sensoriske organer i hele kroppen samles. Alle indtryk fra vores 5 sanser (syn, hørelse, smag, lugte og berøring) vil lede til thalamus.
Hypothalamus ligger lige under thalamus. Hypothalamus overåger kroppens indre tilstand og hjælper med at holde den i balance.
Hypothalamus er forbundet til hypofysen og er med til at styre hormon-udskillelsen. Hypothalamus er en overordnet struktur til regulering af det autonome nervesystem.
(Lisle, 2020)
Den FØLENDE hjerne
Den følende hjerne kaldes også den tidlige pattedyrshjerne.
De mest primitive pattedyr kom til for omkring 220 millioner år siden. Senere kom de nyere pattedyr for ca. 120 millioner år siden. Disse besad nye hjernestrukturer, det limbiske system (som også kaldes den følende hjerne), idet grundlæggende følelser som angst, vrede og afsky har afsæt i denne del af hjernen.
Det limbiske system kom altså til gennem evolutionen i forbindelse med, at pattedyrene blev tættere knyttet til deres unger.
(Lisle, 2020)
Den TÆNKENDE hjerne
Den tænkende hjerne kaldes også for neocortex eller den sene pattedyrshjerne, fordi det evolutionsmæssigt er den del af hjernen, der er udviklet senest.
Gennem evolutionen er det primært Cortex – hjernebarken – der er vokset i volumen. Det er denne del af hjernen der er koblet til bevidst tænkning. En stor del af Cortex anvendes til bevægelse og koordinering af finmotorikken, men der er også en markant udvikling af pandelapperne – den præfrontale cortex.
Mens vores moderne samfund har ændret vores levevilkår radikalt over de seneste tusinder af år, er vores hjerner i det store hele uforandrede.
(Lisle, 2020)
Set med et evolutionært blik har sensitivitet spillet en vigtig rolle. I en gruppe har det nemlig været en stor fordel at have personer, der var ekstra opmærksomme på farer, ændringer i omgivelserne eller stemninger blandt andre. Sensitive mennesker har dermed bidraget til gruppens overlevelse ved hurtigt at registrere selv små signaler og reagere på dem.
Hjernen består af mange områder, der samarbejder om at styre vores tanker, følelser, krop og handlinger.
Hjernen arbejder hele tiden og bruger energi på at bearbejde sanseindtryk. Sensitive mennesker bliver lettere overstimulerede og oplever udfordringer med at bevare fokus, overblik og ro.
Hjernens evne til at forandre sig (dens plasticitet) en dog en stor styrke: sensitive mennesker kan udvikle sig positivt og trives i trygge og støttende rammer.
Hjernen består af mange områder, der arbejder tæt sammen – og især amygdala, hippocampus og den præfrontale cortex spiller en central rolle i forhold til sensitivitet.
Amygdala – hjernens alarmcenter
Amygdala spiller en central rolle i vores overlevelse og bliver ofte omtalt som hjernens frygt- eller alarmcenter. Den hjælper os med at overleve i akutte situationer, men når den tager over i hverdagen, kan den gøre det svært at træffe kloge beslutninger og reagere hensigtsmæssigt.
Amygdala bliver også kaldt mandelkernen og er en del af hjernen, der allerede er fuldt udviklet, når vi bliver født.
Når vi oplever noget, der kan virke truende, sender hjernen lynhurtige signaler til amygdala. Herfra sættes kroppen straks i gang med en automatisk reaktion – den velkendte kamp- eller flugtrespons. Det sker, fordi vores nervesystem aktiveres, og stresshormoner som adrenalin og kortisol frigives for at gøre os klar til at handle hurtigt.
Samtidig får amygdala også input fra den tænkende del af hjernen, cortex. Den kan enten bekræfte faren og forstærke alarmen – eller berolige systemet, hvis situationen ikke er så farlig, som det først så ud.
Hvis amygdala er meget aktiv, kan det gå ud over andre vigtige områder i hjernen, som hippocampus og den præfrontale cortes. Det betyder, at vi mister noget af vores evne til at tænke klart, bevare overblikket, se nuancer og vise empati. Vores adfærd kan derfor hurtigt blive styret af følelser og instinkter i stedet for rationel tænkning.
Over tid kan amygdala også lære at forbinde bestemte situationer eller sanseindtryk med tidligere oplevelser – både positive og negative. Det betyder, at selv små signaler, der minder om gamle traumer eller trusler, kan udløse en stærk reaktion. Hvis det sker ofte, kan amygdala blive mere og mere følsom og reagere på selv ubetydelige stimuli.
(Lisle, 2020)
Hippocampus – hjernens hukommelse
Hippocampus er vigtig for vores hukommelse og indlæring. Den spiller en central rolle i hjernen og har tætte forbindelser til både hypothalamus, amygdala og pandelapperne (den præfrontale cortex).
Hippocampus er meget følsom over for stress, fordi den har mange receptorer for stresshormoner. Ved høj aktivitet i amygdala eller ved langvarig stress kan hippocampus blive hæmmet og miste noget af sin regulerende funktion. Det kan gøre os mere sårbare overfor stimuli og øge risikoen for stærke følelsesmæssige reaktioner, angst og kamp/flugt-respons.
Hippocampus kaldes ofte søhesten på grund af sin form. Den spiller en central rolle i hjernen og har tætte forbindelser til både hypothalamus, amygdala og pandelapperne (den præfrontale cortex).
Langvarig stress, depression eller PTSD kan i værste fald skade hippocampus og føre til tab af nerveceller. Men heldigvis er hippocampus også et af de steder i hjernen, hvor nye celler kan dannes – hvilket betyder, at den kan hele igen.
Forskning viser, at børn, som har oplevet traumer tidligt i livet, ofte har en mindre hippocampus og en større amygdala. Det gør dem mere følsomme overfor stress og øger risikoen for kraftige følelsesreaktioner.
Ja! Studier viser, at meditation kan ændre hjernens struktur. Bare 12 minutters daglig meditation i 8 uger kan øge størrelsen på hippocampus – samtidig med at amygdala bliver mindre aktiv.
(Lisle, 2020)
Den præfrontale cortex – hjernens dirigent
Den præfrontale cortex kaldes også pandelapperne. Pandelapperne fungerer som hjernens dirigent, der samler signaler fra alle andre områder og skaber balance mellem følelser, impulser og rationel tænkning. Hjernens dirigent omtales også som hjernens eksekutive funktioner, som mange sensitive mennesker kan være udfordrede på pga tendens til overstimulering.
Pandelaperne er det område, der gør os til reflekterende, empatiske og kreative mennesker – ikke kun styret af instinkter, men i stand til at tænke fremad og leve i fællesskab med andre.
Pandelapperne er det mest komplekse område i hjernen. Det er den del af hjernen, der udvikler sig sidst og først er helt færdig, når vi er i starten af 20’erne. Hos mennesker er den næsten dobbelt så stor som hos andre primater, og det er her, vores mest avancerede mentale processer finder sted.
(Lisle, 2020)
De kognitive funktioner i hjernen påvirkes til enhver tid af den tilstedeværende mentale energi.
Da sensitive mennesker lettere overvældes af sanseindtryk og følelsesmæssige indtryk end andre, oplever de oftere udfordringer med de såkaldte eksekutive funktioner, som rummer evnen til at kunne skabe overblik, planlægge, holde fokus, regulere sine følelser m.m.
Se mere
Mennesker kan ikke kapere mere end hvad hjernens batteri tillader. Ved for megen stimuli og for mange følelsesmæssige indtryk øges stressniveauet og evnen til at kunne mentalisere og se tingene i et større perspektiv sættes gradvist ud af spil.
I stedet overtager amygdala (krybdyrhjernen), der reagerer med enten frys, flygt, kæmp eller underdanighed.
Tidligere troede man, at hjernen var statisk, og at dannelsen af nye hjerneceller stoppede ved fødslen. I dag ved vi, at hjernen er plastisk – den kan ændre sig gennem hele livet.
Hjernen – et foranderligt netværk
Den menneskelige hjerne er et af de mest komplekse systemer, vi kender. Den består af omkring 100 milliarder nerveceller (neuroner), og hver enkelt celle kan danne op til 10.000 forbindelser til andre. Sammen skaber de enorme netværk, hvor al vores viden, erfaring og adfærd er “kodet” ind i mønstrene mellem cellerne.
Nye nerveceller og forbindelser kan dannes, især i områder som hippocampus, og vores vaner og erfaringer er med til at forme hjernen dag for dag.
Hjernen udvikler sig hele livet
Når vi bliver født, er hjernen langt fra færdigudviklet. De første 6-7 leveår er afgørende for, hvordan hjernen formes – og dermed hvilke mønstre, tanker og overbevisninger vi bærer med os. Hjernen udvikler sig hele livet og påvirkes af det omkringliggende miljø.
(Lisle, 2020)
Hjernen danner mønstre
Hver tanke, følelse eller oplevelse aktiverer tusinder af nerveceller på én gang. Når det sker gentagne gange, dannes der et neuralt netværk – en form for mønster i hjernen. Det er sådan vaner og automatiske reaktioner opstår.
Det betyder også, at hjernen holder fast i det, den allerede kender. At ændre et mønster kræver derfor bevidsthed, intention og mange gentagelser. Som man siger: Det hjernen gør mest, bliver den bedst til. Nerveceller, der ikke bruges, går til sidst i dvale eller forsvinder.
På grund af den dybere bearbejdning kan sensitive mennesker ofte udmærke sig med stærke kognitive funktioner inden for læring, kreativitet, problemløsning og empati. Når de får de rette rammer – ro, pauser og forståelse – kan deres særlige måde at bruge hjernen på komme fuldt til udtryk og blive en værdifuld styrke for både for dem selv og deres omgivelser. Får de omvendt ikke de rette betingelser vil de kunne opleve udfordringer med de såkaldte eksekutive funktioner i hjernen, som rummer evnen til at kunne skabe overblik, planlægge, holde fokus, regulere sine følelser m.m.
Om nye hjerneceller overlever, afhænger bl.a. af særlige livgivende stoffer (trofiske faktorer), som hjernen selv producerer. Forskning viser, at følgende påvirker hjernen:
Hjernens boostere
Hjernens bremsere