FN’s Handicapkonvention definerer handicap som et dynamisk begreb, der formes af samspillet mellem individet og samfundets barrierer eller muligheder for deltagelse. Som konventionen skriver:
Handicap er et begreb under udvikling, og at handicap er et resultat af samspillet mellem personer med funktionsnedsættelse og holdningsbestemte og omgivelsesmæssige barrierer, som hindrer dem i fuldt ud og effektivt at deltage i samfundslivet på lige fod med andre (Udenrigsministeriet, 2017).
Forskning i HSP (Highly Sensitive Person) og epigenetik understøtter denne forståelse. Studier viser, at højsensitivitet kan forstærkes eller dæmpes af miljømæssige faktorer. Studier viser også at nervesystem og hjerne påvirkes af sanseindtryk, stress og sociale omgivelser. Dermed kan graden af handicap i praksis afhænge af, hvordan omgivelserne understøtter eller begrænser individets deltagelse (Nielsen, 2017).
Danmark og FN’s Handicapkonvention
Danmark ratificerede FN’s Konvention om rettigheder for personer med handicap (CRPD) i 2009. Det betyder, at personer med handicap har ret til de samme menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder som alle andre – og at Danmark skal sikre, at konventionens bestemmelser bliver en del af lovgivning og praksis.
I 2014 tiltrådte Danmark også konventionens tillægsprotokol, som giver personer med handicap mulighed for at indgive klager til FN’s Handicapkomité, hvis de oplever krænkelse af deres rettigheder, og alle nationale muligheder er udtømte.
Danmark afrapporterer til FN hvert femte år om arbejdet med at gennemføre konventionen. Den seneste rapportering fandt sted i 2020, og i 2024 blev Danmark gennemgået af komitéen, som fremhævede områder, hvor der stadig er udfordringer – blandt andet tilgængelighed, brug af tvang og manglende ressourcer i kommunale tilbud.
Institut for Menneskerettigheder fungerer som uafhængig institution, der overvåger og fremmer gennemførelsen af konventionen i Danmark.
Læs mere om Danmarks arbejde med FN’s Handicapkonvention på Social- og Boligministeriets hjemmeside.
Menneskekundskab handler om forståelse for menneskers forskellighed, behov og ressourcer.
Inden for handicapområdet betyder det at møde personer med respekt, anerkendelse og indsigt i deres unikke forudsætninger.
Det omfatter både social forståelse, empati og evnen til at tilpasse kommunikation og støtte. Derved kan alle deltage og trives på egne vilkår.
Menneskekundskab handler om at kunne aflæse og reagere på individuelle behov, ressourcer og reaktionsmønstre. Inden for handicapområdet betyder det blandt andet at være opmærksom på, hvordan forskellige former for funktionsnedsættelser påvirker oplevelsen af omgivelser, sociale relationer og deltagelsesmuligheder.
Det indebærer også forståelse for, hvordan miljøfaktorer og sociale rammer kan fremme eller begrænse trivsel. Og ikke mindst evnen til at tilpasse indsatsen, så den understøtter selvstændighed, tryghed og udvikling. Menneskekundskab omfatter desuden indsigt i følelsesmæssige og kognitive forskelle. For eksempel hvordan stress, overstimulering eller manglende forudsigelighed kan påvirke adfærd og oplevelsen af velvære.
Universelle rammer på handicapområdet handler om at designe omgivelser, ydelser og tilbud, så de kan anvendes af alle – uanset funktionsevne. Det indebærer tilgængelige bygninger, fleksible lærings- og arbejdsformer samt sociale aktiviteter, der naturligt kan rumme forskellige behov.
Formålet er at fjerne unødvendige barrierer, fremme selvstændighed og sikre, at alle kan deltage på lige vilkår.
Universelle rammer handler om at skabe miljøer, ydelser og sociale strukturer, der naturligt understøtter deltagelse for alle. Løsningerne skal kunne anvendes fleksibelt af mennesker med forskellige behov, uden at nogen behøver særordninger.
Det omfatter fysisk tilgængelighed, kommunikation, social interaktion og digitale platforme, så barrierer fjernes, før de opstår. Universelle rammer tager også højde for, hvordan sanseindtryk, stress og sociale forventninger påvirker trivsel og deltagelse.
Vi rådgiver ud fra tilgangen ”Nødvendigt for nogle – godt for alle”, da sensitive borgere ikke kræver særhensyn, hvis blot rammerne er gunstige.