Sundhedsområdet er præget af højt tempo, mange indtryk og komplekse arbejdsgange. For mennesker med et sensitivt personlighedstræk kan det være særligt udfordrende at navigere i disse rammer. De registrerer sanseindtryk og følelsesmæssige stemninger stærkere end gennemsnittet, hvilket kan føre til overstimulering, uro eller hurtig udmattelse.
Sensitivitet rummer særlige styrker. Mange sensitive har en dyb refleksionsevne, høj empati og en evne til at engagere sig aktivt i egen behandling – når de mødes med tryghed, forståelse og anerkendelse.
Sensitivitet er et personlighedstræk, som omkring 30 % af verdens befolkning enten er født med eller udvikler gennem livets erfaringer (Lionetti et al., 2018). Det er ikke en fejl eller en sygdom, men en naturlig menneskelig variation, der både kan indebære særlige udfordringer og unikke styrker. At være mere sensitiv end flertallet betyder, at nervesystemet og hjernen registrerer og bearbejder sanseindtryk og følelser mere dybtgående. Derfor er sensitivitet ikke en diagnose, men et personlighedstræk, som ikke kræver behandling – men derimod forståelse, accept og anerkendelse (Acevedo et al., 2014).
Forskning peger på, at sensitivitet kan spille en rolle på tværs af forskellige psykiatriske diagnoser og blandt andet indgå som et træk hos mennesker med ADHD eller autisme. Først og fremmest er sensitivitet dog en almenmenneskelig egenskab, der findes hos en stor del af befolkningen.
På trods af dette er sensitivitet endnu ikke officielt anerkendt inden for sundhedsområdet, hvor fokus er bundet til diagnoser og symptombehandling jf. Verdenssundhedsorganisationens internationale system til klassifikation af sygdomme og relaterede helbredsproblemer (WHO’s ICD11).
Det betyder, at mennesker med en udtalt sensitivitet ofte risikerer at blive forstået ud fra en symptomorienteret sygdomsramme i stedet for at blive mødt som hele mennesker med naturlige behov. Når sensitivitet overses, går vi glip af muligheden for at støtte den identitetsudvikling, der kan være afgørende for trivsel: Evnen til at mærke, forstå og respektere egne behov, grænser og ressourcer.
Den gode nyhed er, at nyere forskning – blandt andet inden for epigenetik – har vist, at hjernen er plastisk og i stand til at udvikle sig og tilpasse sig nye, støttende miljøer. Det betyder, at selv mennesker, der har oplevet mistrivsel eller fået en diagnose, kan finde nye veje til balance, livskvalitet og personlig styrke, når deres sensitivitet bliver anerkendt som den ressource, den i virkeligheden er.
Sensitive mennesker responderer i højere grad på gunstigt miljø som tryghed, omsorg, nærvær, samtale og psykologhjælp. Såfremt disse psyko-sociale aspekter imødekommes, kan det potentielt set spare indlæggelsesdage. Vi ved fra forskningen, at narrativet fra behandlerne samt patientplejen har en betydning for sygdomsforløbet.
Omvendt kan de reagere med stress, anspændelse, irritation eller vrede såfremt sensitive overstimuleres med for mange indtryk og stimuli. Det er almindeligt kendt, at sådanne negative reaktioner hos patienten kan modarbejde eller forhale effekten af behandlingen.
Sensitive patienter har i højere grad brug for ro til at bearbejde indre og ydre sansedataindtryk og andre stimuli. Ligesom andre patienter er de sårbare under indlæggelse i et uvant miljø.
De sanselige påvirkninger under en indlæggelse kan være belastende for sensitive pårørende, eksempelvis flersengsstuer med uro eller stuegang, hvor personlige oplysninger deles i andres påhør.
De følelsesmæssige reaktioner kan være stærkere, da utrygheden opleves mere intens. Samtidig er sensitive ofte følelsesmæssigt stærke i kriser, der kræver indre udholdenhed og rummelighed. Når den, der sædvanligvis opfattes som stærk, træder til side, så holder den sensitive ved ud fra en dyb indre forståelse af, hvad situationen kræver.
Sensitive pårørende kan derfor ses som krisekrigere. De er ikke svage, men tværtimod i stand til at rumme stærke følelser – både andres og deres egne. Denne evne til nærvær og følelsesmæssig bevidsthed styrker deres indre modenhed og gør dem til en vigtig ressource i svære tider.
Menneskekundskab handler om at forstå og møde mennesker ud fra deres individuelle behov, ressourcer og udfordringer.
På sundhedsområdet betyder det, at plejepersonale og behandlere ikke kun ser patienten som en diagnose men også mennesket bag – med sin sygdomshistorie, sine særlige udfordringer samt ikke mindst en holistisk tilgang ved at se sammenhængen og det hele menneske.
Menneskekundskab på sundhedsområdet handler om at se og forstå det hele menneske – ikke kun diagnosen eller symptomerne. Frem for kun at betragte menneskers vanskeligheder som statiske funktionsnedsættelser og kriterier for diagnoser, bør vi anerkende, at mennesket rummer langt mere end det, der kan måles og beskrives i en journal. (Damsgaard, J. B. 2021)
At arbejde med menneskekundskab indebærer et skifte fra ensidigt fokus på symptomer til en helhedsorienteret tilgang, hvor krop, sind, følelser, relationer og livshistorie forstås i sammenhæng. Videnskaben om hjernens plasticitet og menneskets naturlige udvikling peger netop på, at mennesker kan vokse, udvikle sig og finde nye veje, når de mødes som hele mennesker.
Sensitive patienter er et tydeligt eksempel på, hvorfor menneskekundskab er vigtig. De reagerer stærkere, når de ikke mødes med empati og helhedsbetragtning – men samtidig er det, der er nødvendigt for at støtte og behandle sensitive mennesker, til gavn for alle patienter.
At skabe tryghed, nærvær og respekt i mødet er universelle behov, der styrker relationen mellem patient og behandler og dermed også kvaliteten i behandlingen.
Menneskekundskab i sundhedsvæsenet handler derfor om at se helheden frem for symptomet og relationen frem for diagnosen. Når vi møder mennesker på den måde, bidrager vi til et sundhedsområde, hvor omsorg, faglighed og menneskelighed går hånd i hånd.
At skabe inklusion for sensitive patienter og pårørende handler om at tilpasse både de fysiske rammer, kommunikation og kulturen.
Rolige omgivelser med mindre støj, pauser, fleksibilitet og tydelig information. Når patienter mødes med ro, anerkendelse og forudsigelighed, øges både tryghed, samarbejde og restitution. Vi ved fra forskningen, at narrativet fra behandlerne samt patientplejen har en betydning for sygdomsforløbet. Patienter reagerer posivit på inddragelse, åbenhed og tydelighed.
En større bevidsthed, viden og uddannelse i det sensitive træk kan være en fordel og et potentiale for besparelser. Ved at anerkende sensitivitet som en naturlig del af menneskelig diversitet kan sundhedsområdet skabe mere inkluderende rammer, der styrker både patienternes trivsel og kvaliteten af behandlingen.
Inklusion på sundhedsområdet handler om at skabe rammer og strukturer, der tilgodeser forskellige behov – både hos patienter og personale. Sundhedsvæsenet er præget af højt tempo, mange indtryk og komplekse arbejdsgange, og netop derfor er der brug for systemer, der fremmer overskuelighed, tryghed og tilgængelighed.
Selv små justeringer kan gøre en stor forskel. Forudsigelighed i tidsplaner, fleksibilitet i undersøgelser, mulighed for pauser undervejs og simple hjælpemidler som fx høreværn eller musik kan lette presset for mange patienter. Kontinuitet i kontaktpersoner og tydelig kommunikation er ligeledes vigtige elementer i et inkluderende sundhedssystem.
På systemniveau kan inklusion fremmes gennem universelt design. Det betyder, at rammer og arbejdsgange indrettes, så de fungerer for alle – uanset behov og sanseprofiler. Principperne kan opsummeres som: nødvendigt for nogle – men godt for alle.
Når sundhedsområdet lykkes med inklusion, skabes der bedre patientoplevelser, højere behandlingskvalitet og et arbejdsmiljø, hvor personalet har bedre forudsætninger for at yde omsorg og faglig støtte. Inklusion er med andre ord en investering, der løfter hele sundhedsvæsenet.
Når sensitivitet møder medicin
Mennesker med et sensitivt nervesystem reagerer ofte stærkere på medicin. Forskning viser, at ca. 30 % af befolkningen er mere fintfølende end gennemsnittet og bearbejder indtryk dybere – også når det gælder medicinens virkninger.
For sensitive patienter kan det betyde:
Udfordringen er, at symptomer på bivirkninger, abstinenser og selve sensitiviteten ofte ligner hinanden. Det kan føre til misforståelser, hvor patientens reaktioner tolkes som sygdommens tilbagevenden – og i værste fald til overbehandling eller polyfarmaci (brug af mange præparater på samme tid).
Hvad kan sundhedspersonalet gøre?
Sensitivitet i behandlingspraksis
Sensitive patienter er ikke svage – deres nervesystem reagerer blot dybere. Når sundhedsvæsenet tager højde for denne variation, kan det føre til mere skånsomme behandlingsforløb, færre bivirkninger og større tillid mellem patient og behandler.
Inklusion af sensitivitet i behandlingspraksis gavner ikke kun de sensitive patienter, men bidrager til et sundhedssystem med større forståelse, respekt og kvalitet i behandlingen for alle.
Sensitive patienter har ofte et mere fintfølende nervesystem, hvilket gør dem ekstra sårbare overfor overstimulering. Det betyder, at sanseindtryk som lys, lyd, lugte, berøring og stemninger kan opleves langt mere intenst – og dermed også skabe stress, utryghed og ubehag.
Som sundhedsprofessionel kan man med små justeringer forebygge overstimulering og skabe trygge rammer:
Vi rådgiver ud fra tilgangen ”Nødvendigt for nogle – men godt for alle”, da sensitive mennesker ikke kræver særhensyn, hvis blot rammerne er gunstige.