Mindfulness

Mindfulness er bevidsthed og nærvær

For sensitive mennesker kan mindfulness være en værdifuld ressource, fordi den understøtter evnen til at navigere i mange indtryk, mærke egne grænser og finde ro i en travl hverdag.

Mindfulness stammer oprindeligt fra Østen – fra buddhismen og yogaen. Her i Vesten er den religiøse del dog fjernet og Mindfulness anvendes nu i stigende omfang i Danmark i forbindelse med afslapning og stresshåndtering.

Det centrale i Mindfulness handler om bevidsthed, opmærksomhed og nærvær. Det er træningen i at blive bevidst om vores tanker og at være nærværende i nuet med alle vores sanser. Man hverken ignorerer eller vurderer tanker og følelser, man observerer dem blot.

Mere end 60.000 tanker i døgnet

Forskere mener, at vi i gennemsnit tænker mellem 60.000 og 70.000 tanker i døgnet. Mindfulness lærer os at blive bevidste om forskellen på de tanker der gavner os og tanker der dræner. Vi lærer også at blive bevidste om vores reaktioner i enhver situation, så vi kan træffe nuanceret valg og ikke køre på automatpilot.

Som højsensitive er vi udstyret med ekstra stærke sanser, hvor mange mærker, fornemmer og opfanger mere end gennemsnittet. Dette kan hos nogen ende i overstimulering, hvor Mindfulness kan være en hjælp til at genskabe roen og balancen i både krop og sind. (Costa-Lopez et al. , 2024)

Mindfulness trænes gennem meditation, yoga og opmærksomhedsøvelser, der opøver evnen til at fokusere og være opmærksom på åndedrættet og sindet.

For nogle sensitive er Mindfulness blevet en livsstil, hvor den naturlige empati udvides til medfølelse, taknemlighed og det at være i ét med helheden.

Fordele ved Mindfulness

Mindfulness kan bidrage til at forvandle dit liv, træne dit sind og genfinde kontakten til din essens og hjerte !

Gennem Mindfulness kan sensitive blive bedre til at være til stede i øjeblikket – og derved mindske overstimulering.

Gennem Mindfulness kan sensitive lære at acceptere deres følsomhed og deres måde at opleve verden på – og derved opnå større selvværd og selvtillid.

Gennem Mindfulness og det at være mere nærværende og bevidst om egne følelser og behov kan sensitive kommunikere mere klart – og derved opbygge sunde relationer.

Gennem Mindfulness kan sensitive skabe pauser fra overstimulerende miljøer og situationer – og dermed forhindre udbrændthed.

Gennem Mindfulness kan sensitive hjælpes til at observere tanker og følelser uden at blive fanget i dem – og dermed reducere bekymringer og grublerier.

Gennem Mindfulness kan sensitive hjælpes med at regulere nervesystemet – og dermed mindske stressniveauet.

Mindfulness forbedrer koncentration, hukommelse og evnen til at skifte fokus. Der er særligt positive effekter på arbejdshukommelse under stress. Hjernescanninger har vist ændringer i områder, der er knyttet til opmærksomhed, empati og følelsesregulering.

Mindfulness kan sænke blodtryk, reducere inflammation og styrke immunsystemet.